Biografi
Jeg blev født i Odense d. 4 august 1988, og vi flyttede til Strib, da jeg fyldte 3 år.
Jeg er vokset op i et hjem fyldt med musik, min far Henry Dyrlund spiller mundharpe, og også guitar. Overalt var guitarer, banjoer, mundharper, trædeorgel, og senere klaverer. Allerede som ganske lille vidste jeg, at musikken var den rette hylde for mig.
Længere nede ad vores vej i Strib, boede Ruth Larsen - en fantastisk pianist, som havde det smukkeste Steinway & Sons koncertflygel.
Tonerne fyldte min barndomsgade, og jeg besøgte hende så ofte som muligt. Da jeg fyldte 5 år tog hun mig under sine vinger. Ruth favnede den lille nysgerrige musikerspire, og jeg brugte utallige timer bag flyglet sammen med hende. Da Ruth gik bort, arvede jeg hele hendes nodesamling.
Gennem tiden har jeg modtaget undervisning i både sang, klaver, og komposition. Derudover sang jeg som barn og ung i mange år ved Kirkekoret i Strib og Røjleskov kirker.
Jeg har komponeret og skrevet musik så længe, jeg kan huske, og efterhånden blev jeg grebet af filmmusik-universet. Sideløbende med komposition, begyndte jeg som ung pige at spille som dinnerpianist til alle slags arrangementer og fester. Jeg spillede mit første job som 13årig. Jeg nyder at kunne kombinere mit virke som dinnerpianist samt sangerinde, med komposition og filmmusik.
Efter min gymnasietid på Odense Katedralskole med fokus på musik, studerede jeg Musikvidenskab på Aarhus Universitet - “Musik og Lyd som Kommunikation og Audiovisualitet”, hvorfra jeg har en Bachelor.
I 2012 blev jeg optaget på Musikkonservatoriet som Filmkomponist - Cand. Musicae (Master in Film Music Scoring), og blev uddannet herfra i 2014.
Jeg har været forsanger i flere konstellationer, blandt andre var jeg forsanger i mit daværende band The Blues Express, som var aktive fra 2011-2014. The Blues Express vandt Danish Blues Challenge/Møblomania Blues Award 2011, og dette sendte os til Berlin, hvor vi repræsenterede Danmark ved European Blues Challenge.